– Jeg vil være forfatter! skreg hun fra altanen og ud over parken i Los Boliches.
Annette Skibby havde allerede stillet sig i positur for at modtage folkets hyldest.
– Endelig, endelig! lød folkets råb op til hende. – Lad os alle få glæde af dine guldkorn!
– Jamen, hvor svært kan det være? tænkte Annette Lalleglad Skibby. Hun var allerede i tankerne i færd med at tackle berømmmelsen, den evige strøm af emails fra taknemmelige læsere og de utallige opfordringer til at deltage i (og vinde) diverse prisuddelinger.
Samtidig var hun bekymret. Hvilken kjole ville nu bedst matche den røde løber, når hendes første bog blev filmatiseret?
Og hun havde netop spurgt, i et forfatterforum på internettet, om det ikke var smartest at ringe til de danske biblioteker og anbefale, at de byggede om, så de kunne rumme hendes fantastiske værker – bare for at være lidt på forkant. Der var sørme mange ting, hun skulle have styr på.
– Har du en blog? spurgte en de garvede forfattere det fremstormende talent.
Spørgsmålet kom helt ud af det blå.
En blog? En blog?
Blok, ja … men blog?
– Nøøøh. Men skal jeg ikke bare skrive nogle bøger og sår’n? spurgte hun den garvede skribent.
– Glem det! svarede den erfarne. – En forfatter bliver ALDRIG til noget uden en blog.
– Huh… ?
– ALDRIG!
– …
Godt, så.
Så her er altså Annette Skibbys blog.
Jeg vil gerne byde velkommen til mig selv og også til dig, som har lagt vejen forbi. Det skal nok blive rigtig underligt!
Tillykke med din nye hjemmeside!
Jeg glæder mig meget til at læse flere af dine krimier. Og selvfølgelig også tillykke med din historie i ‘Sku ikke hunden på hårene’.
Berømmelse forpligter 🙂