Det fanme uhyg’ligt du!

Tillykke 25Alle mine venner fejrer sølvbryllup i øjeblikket. Altså ikke bare de venner, der er gamle jævnaldrende, men også en del af de meget lidt yngre.

Og jeg fatter nada! Jeg er da kun lige kommet hjem fra deres 25 års fødselsdag!?

Hvad sker der lige?

Sølvbryllup var sådan noget, man var inviteret med til, fordi ens bedsteforældre var oldgamle, eller man havde nogle oldgamle onkler og tanter med oldgamle venner.

Sølvbryllupper betød, at man skulle sidde i timevis og køre rundt på en stol sammen med de voksne og gabe kæberne af led over en uendelig strøm af taler og  ‘fornøjelige’ sange, som ingen kendte melodien til.

Sølvbryllupper betød, at man ventede og ventede på at få noget mad, der smagte underligt, og at man måtte brænde inde med verdens bedste colabøvs, fordi Tante Lene  – som ikke var ens rigtige tante, men insisterede på at blive kaldt det – sikkert ikke ville blive begejstret over ens evner.

Sølvbryllupper betød i lidt heldigere tilfælde, at man blev placeret ved et serpentin- og konfettipyntet børnebord sammen med de andre gæsters afkom og fik serveret røde pølser, som de voksne hele tiden kom ned og snuppede store bidder af, fordi de heller ikke kunne lide maden ved voksenbordet.

Sølvbryllupper kunne – i få og endnu heldigere tilfælde – betyde, at man ved føromtalte børnebord kom til at sidde ved siden af føromtalte Tante Lenes uartige dreng, Wilhelm, som lagde ud med at æde alle serpentinerne og havde ry for at kunne spise et Jumbo-viskelæder på under to minutter og derfor var en helt.

Desværre blev han så sjældent inviteret.

Hvordan i alverden er det kommet dertil, at det nu er vores venner, der fejrer sølvbryllup? Hvordan er de blevet så oldgamle på rekordtid? Jeg fatter det virkelig ikke.

Jeg kan kun undres og sige med Peter Schrøders vise ord (som også stammer fra de virkelig oldgamle dage):

Det fanme uhyg’ligt du!

4 thoughts on “Det fanme uhyg’ligt du!

    • Ja, jeg troede også, at der var en lov om, at man skulle have en vis alder. Men det var måske kun i vores generation, at folk blev gift som 10-årige? 😉

  • Jamen er det ikke fantastisk man både kan fejre sølvbryllup og ligne en der ikke er en dag over 25 😉

    • Det er en anden af de store gåder: Hvordan gør I? Jeg har netop set mig i spejlet (okay, det er meget tidligt på dagen), og jeg kunne da sagtens forveksles med diamantbryllups-brud, altså lige bortset fra, at jeg ikke har en pæn kjole på. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *